Rigsrådet
Midt i stormen fra Det Hvide Hus lancerer Rakkerpak Productions og Lars Trier Mogensen nu den nye podcast Rigsrådet, hvor danske, grønlandske og færøske perspektiver mødes i en skarp, åben og levende debat. Podcasten optages samtidig i Nuuk, Tórshavn og København og skaber en ny platform for samtale om, hvad der rører sig i de tre nationer og på tværs af Rigsfællesskabet. Podcasten vil handle om alt fra storpolitik over kulturelle strømninger til hverdagsliv.
Podcastens tre faste værter kommer fra hver deres del af rigsfællesskabet:
-Lars Trier Mogensen, dansk politisk kommentator og radiovært
-Arnakkuluk Jo Kleist, grønlandsk debattør, selvstændig og tidligere direktør for kulturhuset Katuaq
-Heini í Skorini, færøsk forsker, ph.d. i international politik og forfatter
Sammen sætter de fokus på aktuelle emner og debatter, som ofte tolkes vidt forskelligt i de tre lande. Med en kombination af analyser, personlige perspektiver og lytterspørgsmål bliver ‘Rigsrådet’ en samtale, der både oplyser og udfordrer.
“Vi trænger til at få et fælles rum, hvor der er plads og nysgerrighed til en fri samtale om forholdet mellem Danmark, Føroyar og Kalaallit Nunaat – og til at lytte til hinanden. Alt for ofte er debatten om Rigsfællesskabet præget af akavet tavshed eller stereotype fordomme. Med podcasten ‘Rigsrådet’ får vi nu en platform, hvor nuancerne kan udfoldes, og hvor vi løbende vil undersøge, hvad vi egentlige er enige og uenige om i de tre lande,” siger Lars Trier Mogensen.
Podcastens struktur er bygget op om en række faste elementer:
Tre forskellige vinkler på ugens aktuelle hovedemne – en fra hver nation – som viser, hvordan den samme sag kan tolkes vidt forskelligt.
Talk of the Town, hvor værterne giver et øjebliksbillede af de store debatter i deres respektive hovedstæder.
Senere vil der også blive tilføjet en lytterbrevkasse, Traumekassen, hvor værterne besvarer lytterspørgsmål om de tabuiserede og ofte fortiede emner i forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Desuden vil der også blive specielle gæster med, fra alle tre lande.
Rigsrådet bliver en moderne produktion med et lydunivers, der understøtter podcastens seriøse og samtidig uformelle tone. Den vil være tilgængelig på alle større podcastplatforme, og ambitionen er at skabe et fast samlingspunkt for lyttere, der ønsker en mere dybdegående og ærlig samtale om rigsfællesskabet.
“Samtalen mellem Grønland, Færøerne og Danmark trænger til en ny scene – en scene, hvor vi kan tale åbent, direkte og med plads til både humor og alvor. Rigsrådet bliver netop det rum, hvor vi tør tage de svære emner op uden at pakke dem ind. Det er på tide, at vi lytter mere til hinanden,” siger Tor Arnbjørn, CEO i Rakkerpak Productions.

