Voksende podcastmarked skærper konkurrencen: “Der er bredere efterspørgsel hos kunderne end tidligere”

Mediawatch skrev tilbage i efteråret en artikel om os. Her kan du læse et uddrag af det:

I takt med et voksende lyttertal på podcast stiger efterspørgslen på podcastindhold, lyder det fra producenten Rakkerpak Productions. Den øgede interesse kalder på en kortlægning af branchen, lyder det fra interesseorganisation, der har sat undersøgelse i gang.
AF ASTRID STURLASON
Offentliggjort:

Større lytterinteresse og et voksende forbrug af podcast har sat skub i markedet for podcastproducenter, der i højere grad mærker en efterspørgsel på indhold.

Sådan lyder det fra Rakkerpak Productions, der er stiftet af Dorte Palle og Tor Arnbjørn, der er tidligere henholdsvis kulturchef og radiochef i DR, og som bl.a. har produceret “Verdens lykkeligste arbejdsmarked” til Radio4 og true crime-serien “Milliardærfruen der forsvandt” til Jyllands-Posten.

Adm. direktør Tor Arnbjørn oplever bl.a. interesse fra både etablerede medier og virksomheder for hjælp til at lave podcast.

“Vi mærker en stor efterspørgsel. Det føles, som om podcast inden for det seneste år er gået fra at være niche til meget bredt. Man kan mærke, at der er en bredere efterspørgsel hos kunderne, end der har været tidligere,” siger han.

Hans udmelding bliver bakket op af en opgørelse fra Gallup Lokalradio Index. Den viser, at der i 2019 er flere danskere, der har prøvet at lytte til en podcast, end danskere, der ikke har. 24 pct. af danskerne i 2019 lyttede til podcast ugentligt, hvilket er det højeste niveau, der er målt.

Får øjnene op

Ifølge Tor Arnbjørn er efterspørgslen bl.a. drevet frem af, at flere virksomheder og organisationer i højere grad har fået øjnene op for podcast. Det giver efterspørgsel på en bred vifte af indhold.

“Markedet er klart drevet af en stigende lytning samtidig med, at der er en bred diversitet i lytterbehovet, hvor man ser et hav af forskellige produktioner bl.a. videnskabspodcast og ledelsespodcast. Der er kommet en større bredde inden for podcast, end vi har set tidligere,” siger Tor Arnbjørn.

Selv har har Rakkerpak Productions en videnskabsserie for Videnskabernes Selskab i støbeskeen samt en ny ledelsespodcast for Lederne.

“Når lyttertallet og brugen af podcast stiger, vil flere og flere organisationer og virksomheder også være med på podcastbølgen,” siger Tor Arnbjørn.

Læs resten af artiklen her.