Ole Falck har brugt årtier på at samle remedier fra blandt andet 2. Verdenskrig. For ham ligger værdien begravet i genstandenes historie. Derfor skulle han absolut have fingrene i en Mercedes Cabriolet fra 1938, som en Nazi-løjtnant havde kørt rundt i.
”Jeg vil ikke have, at det her skal blive en artikel om “nazi-samleren” Ole Falck.”
Den 75-årige sjællænder understreger det flere gange. Både i telefonen og da jeg møder ham på Egholm Slot, hvor han slår sine folder.
Jeg kan ellers ikke se mig fri for, at det netop var min tanke. Efter en sønderjyde sidste år fik stjålet nazi-effekter for en værdi af 30.000 kroner, blev en nysgerrighed vakt. Hvad får en person til at samle på genstande med så ondskabsfulde associationer? Den aldrende storsamler er svær at komme udenom, når det kommer til genstande fra 2. verdenskrig. Blandt samlingens hovedværker findes blandt andet en Mercedes Cabriolet fra 1938 med en helt særlig historie, som du får senere, og et flag fra Hitlers førerbunker, som Hitler personligt gav sin skrædder i gave. Men som Ole Falck understreger:
”Ligesom Danmark, USA og Storbritannien er Tyskland repræsenteret. Man kan ikke have en udstilling om 2. Verdenskrig uden, at man også viser nazistiske genstande.”
Samlingen af genstande har vokset sig så stor, at godsejeren nu har over 10.000 genstande og udstiller dem på sit private museum Egholm Museum, som for nylig blev udvidet med endnu en bygning. Udover 2. Verdenskrig har udstillingen også Western-tema, jagt-tema og meget mere.
”Jeg er storsamler. Det må jeg erkende. Til hverdag er jeg meget sparsommelig, men når det kommer til min hobby, glemmer jeg alt om det.”
Genstande som investeringsgrundlag
Siden 1970’erne har begrebet forbrugersamfund vundet indpas. Grundlæggende handler det om, at vores identitet defineres af vores forbrug, og tilegnelsen af ejendele er forbundet med status og beundring. Ifølge et par udenlandske forskere skaber vi en identitet igennem ejendele. Vi er, hvad der hænger i vores garderobe.
Ole Falck har to kampvogne – en russisk og amerikansk. Han har også haft en panservogn, men den passede ikke ind i udstillingen. Foto: Bjarke Ahlstrand
Det har en signalværdi, om du tager tøj på af praktiske årsager, iklæder dig den aktuelle mode eller går i strømlinet jakkesæt. Men det er ikke kun garderoben, som siger noget om dig. Hvad du har hængende af kunstværker på væggen derhjemme, signalerer ligeledes status.
Samtidig finder mange også ud af, at der er en økonomisk værdi i at investere i kunstværker og de rette ejendele. De rigtige investeringer akkumulerer en større værdi. Ifølge Financer.com er samlerobjekter som klassiske biler, ure, kunstværker og sågar LEGO profitable investeringsmuligheder– sidstnævnte har ifølge en undersøgelse været en bedre investering end eksempelvis guld og obligationer over de seneste 30 år.
Her fremgår effekter fra 2. Verdenskrig ikke af listen. Men det kunne det lige såvel, såfremt Ole Falcks samling er repræsentativ for krigseffekter.
”Jeg må indrømme, at min samling ikke er blevet mindre værdifuld på de 60 år, som jeg har samlet. Det gælder våbnene og uniformerne. Og jeg er ked af at sige det, men alt, hvad der er tysk fra 2. Verdenskrig, er bedre end mange bankaktier. Det stiger så meget i pris. ”
Det er imidlertid ikke muligt at lokke en værdi af den fulde samling ud af manden. Det er der en særlig årsag til.
”Det må jeg ikke sige, for så kommer skattevæsenet og nogle andre. Men det handler også om: Skal jeg afhænde det hele i morgen, så er det ikke så meget værd. Men kommer der en for at købe en enkelt genstand, fordi vedkommende mangler den, så vil han jo give det hvide ud af øjnene for det.”
Siden Ole Falck fik sit første luftgevær som 16-årig, har samlingen vokset sig større og større. Det har resultereret i, at han først etablerede en udstilling på godt 1000 kvm i 2012 og har i år udvidet med næsten dobbelt så mange kvadratmeter, så udstillingen nu rummer 2. Verdenskrig og modstandskampen.
Den gradvise udvidelse og samlingens uudtømmelige potentiale er en stor drivkraft for ham. Der er ikke noget loft over, hvornår man er færdig. Derudover finder han også glæde ved at handle. Og det vækker en glæde i ham at få gæster, der kommer og roser hans samling. Ofte nysgerrige mennesker med interesse og viden, som han kan dele sine anekdoter og viden med.
Selvom drivkraften er mangefacetteret, er Ole Falcks behov for andres beundring til en vis grad et udtryk for det forbrugersamfund, som vi alle er en del af. Han finder glæde ved, at udefrakommende kommer og beundrer hans samling. Han finder glæde ved at kunne berige dem med sin store samling og viden. Det giver ham en status.
Samler på gode historier
Officielt er han egentlig stoppet med at købe værdifulde genstande. Sådan har det været i et stykke tid. Men pludselig dukker en kampvogn, et jagerfly eller noget helt tredje op på radaren. Og så er tilbuddet nogle gange lidt for godt at sige nej til. Som eksempelvis krypteringsmaskinen Enigma, som tyskerne brugte under krigen til at kryptere og dekryptere meddelelser.
”Den står øverst på min ønskeseddel. Jeg fik engang tilbudt en for 300.000 kroner. Så tænkte jeg, at det var lige i overkanten, det ville jeg sgu ikke ofre. Sådan er det med mange af tingene, og man står i en situation, hvor man skal træffe en lynhurtig beslutning. Den får du kun tilbudt én gang til den pris.”
Selvom Ole Falck ikke besidder en mæthedsfornemmelse, når det kommer til sin store samling, vil han ikke kalde det en besættelse. Det er en hobby.
”Og sådan er det,” understreger han. Punktum. Færdig, slut.
Hans datter, Rikke Falck, der tidligere i år fik overdraget nøglerne til godset og på sigt skal videreføre arven på egen hånd, dukker op i løbet af snakken. Mener hun, at han er besat af at samle?
”Nej, han er bare kugleskør. Der var en dag, hvor en gæst spurgte ham: Hvad er det, du samler på? Det havde han selv svært ved at definere. Jeg er overbevist om, at han samler på gode historier.”
I så fald er Ole Falcks samlerlyst et produkt af hans egen skæbne.
Falck-arving
Han blev født i 1946 i Præstø – søn af en modstandsmand og fjerde generation af redningskoncernen Falck. Hans far var storvildtsjæger og gik på jagt i Afrika i 60’erne inden, at ”det var noget mange gjorde”. Interessen smittede af på Ole, der selv fik diverse jagttegn og våbentilladelser. Det bærer museet også præg af, hvor knap 700 geværer og pistoler samt en hel væg prydet af jagttrofæer og elefantstødtænder er udstillet.
I 1981 blev han ansat som teknisk direktør i Falck-koncernen og besad jobbet i syv år. Indtil Falck blev solgt til Baltica Forsikring for 324 millioner kroner. Salget gav ham mulighed for at købe den gård, han altid havde drømt om. Med salget i ryggen kunne denne gård imidlertid være et ægte slot. Det har han siden da forvandlet til et gods med 750 hektar land og nu 2000 kvadratmeter museum.
Han anerkender, at uden salget af Falck kunne samlingen nok ikke udvide sig til den størrelse, som den har nu. Men han betragter også sig selv som en dygtig forretningsmand, der har finansieret meget af det via aktiehandler.
”Men det gjorde da, at jeg kunne sætte det hele i gang,” siger han.
Beundrende blikke
Udstillingen om 2. Verdenskrig har efterhånden udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke. Nu har Ole Falck ambitioner om 10.000 gæster om året. Inden da lød rekordåret på 7000 i 2019. Beundringen blandt gæsterne når sit højdepunkt, når gæsterne ser den russiske kampvogn T-34 og den amerikanske ditto Sherman. Det seneste pragteksemplar i udstillingen er den sorte Mercedes Cabriolet fra 1938. Han vil gå så langt og kalde bilen for sit bedste køb – primært på grund af det store trækplaster, den har vist sig at være.
Udover at være utrolig vedligeholdt og fortsat køredygtig rummer bilen en unik historie. Bilen tilhørte under 2. Verdenskrig den profilerede tyske nazist Reinhard Heydrich, der var leder af Reichssicherheitshauptamt (RSHA). RSHA var en paraplyorganisation for det tyske sikkerhedspoliti under 2. Verdenskrig og var en sammenslutning af kriminalpolitiet, sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten. Derudover var Heydrich en af de vigtigste hovedpersoner i udarbejdelsen af planen for jødeudryddelsen. Den blonde bøddel, som han blev kaldt, betragtes nemlig som hovedmanden bag Holocaust – en plan han kaldte for den endelige løsning.
Han blev angrebet i et baghold af et hold tjekkiske agenter under et attentat i en forstad til Prag i 1942. En antitank-granat traf højre baghjul, og eksplosionen var så nådesløs, at Heydrich blev ramt i ryggen af nogle splinter. Granaten dræbte ham ikke på stedet, men han døde i de efterfølgende dage.
Bilens unikke historie var en medvirkende årsag til, at Ole Falck bare måtte eje bilen, selvom den kostede over en million kroner at erhverve for ham, og det er nærmeste, vi kommer en pris. Faktisk skulle han ikke særlig langt væk for at få fat i den.
Han parafraserer en samtale med en nordjyde, der havde et helt særligt tilbud.
”Laurits Lauritsen ville gerne sælge bilen, fordi han skulle bruge pengene til sin pension. Han var meget interesseret i, at den gik til en person, som var i Danmark frem for en udenlandsk auktion.
Så jeg siger til ham: Jeg kommer over med en autotrailer. Og så bliver han fuldstændig tavs. Der er en lang pause, og jeg kan mærke, at der sker et eller andet med ham.
Så siger han: Min bil skal sgu ikke på nogen autotrailer. Så tror folk bare, at den er i stykker.
Nej, det må du virkelig undskylde, Laurits. Det havde jeg ikke tænkt på,” svarer jeg.
Ole Falck synes, at det siger noget om miljøets nørderi. Det er jeg som sådan ikke uenig i. Men samtidig bekræfter det forbrugerismens tankegang: Vi samler (også) for at blive beundret af andre. Hvis Laurits Lauritsen kører den bil tværs over landet, vil han møde mange beundrende blikke.
”Men jeg fik den til en pris, som afspejler bilens værdi. Men efter den har stået her i et par år, er den steget i værdi. De gode ting bliver dyrere, og de dårlige ting holder værdi. Men jeg måtte da sælge ud af kronjuvelerne for at få råd til den. Jeg solgte en Jaguar E åben sportsvogn fra 1973 og en Ford T, som man kender fra Gøg og Gokke-filmene.”
Betydningsfulde pistoler
Når Ole Falck gennemgår sine ejendele, bliver det tydeligt, hvad hans datter mener, når hun siger, at han samler på gode historier. Blandt hans store udvalg af våben nævner han en håndfuld, som tidligere har været i hænderne på prominente navne. Han er i besiddelse af et våben tidligere ejet af Saddam Hussein, som han fik af en amerikansk officer. Han har geværer fra Christian den 10., den russiske kosmonaut Gagarin og den sidste egyptiske konge, Kong Farouk. Det er i hvert fald, hvad han har fået at vide.
Men det er ikke nødvendigvis dem, der har den største affektionsmæssige værdi. Det er derimod den semiautomatiske pistol Schouboe, som en dansker stod bag i 1903. Ole Falck har ifølge ham selv nok Danmarks største samling af Schouboe-pistoler. Eller også er favoritten en Henry Riffel, som man kender fra John Wayne-film. Eller en pung med en skyder i. Nej, en spadserestok med håndlavet udsmykning under krigen. Når først han skal tage stilling til sin favorit, kan han ikke rigtig stoppe igen.
“Normalt må man jo kun elske en. Men jeg elsker faktisk mange af mine våben,” siger han.
Derfor er jeg nødt til at udfordre ham. Så jeg spørger ham om, hvad han først ville kigge efter, hvis de oplevede et indbrud her.
“Først vil jeg lige sige, at det er helt utænkeligt, at der skulle ske et indbrud her. Men så må det nok blive Schouboe-pistolerne.”
Kapitalistisk kammerat
For en mand som elsker at fortælle historier, er han underlig hemmelighedsfuld på mange punkter. Det er ikke muligt at få ud af ham, hvor mange penge han bruger på sin hobby. Det er heller ikke sikkert, at jeg kan få alle historierne om, hvordan han har opdrevet sig effekterne. Blandt drikker han og jeg en kop kaffe i velkomsthallen, hvor et stort Draken jagerfly vogter over os.
“Min aftale med Karup Lufthavn er fuldstændig vandtæt, men der er noget, som man ikke fortæller til andre mennesker.”
Hvad kan jeg overhovedet tage med mig hjem efter et møde med manden, hvis drivkraft er at købe gode historier? Det er netop lysten, som driver hans hobby for ham og ikke et økonomisk incitament, siger han. Men samtidig kalder han sig selv for en forretningsmand, hvis officielt dårligste køb var en panservogn fra 50’erne, som ikke passede ind i udstillingen. Den står bare i garagen og skal sælges. Det var et fejlkøb, men:
“Den er trods alt steget i værdi, så værre er det heller ikke.”
Derfor må den gode forretning også være en drivkraft for forretningsmanden. For ville en mand forlange 1000 kroner for hagekors-kondomer, han selv erhvervede for 50 kroner, hvis ikke han var en ægte forretningsmand?
“Du kan jo ikke skaffe dem andre steder! De tænker nok, at den mand er sindssyg, når jeg forlanger 1.000 kroner. Men du jo ikke prissætte sådan noget. Hvis ikke der er meget af det, kan det ikke lade sig gøre. Så handler det om køber og sælger.”
Da samlingen af genstande voksede sig så stor, at Ole Falck følte sig nødsaget til at udvide med en bunker, lå det ifølge manden selv lige til højrebenet at åbne op for udefrakommende. Så får andre mennesker glæde af det, som han siger.
Er det dermed essensen af forbrugerisme, vi møder, når Ole Falck etablerer et museum med sine egne genstande? Det vil måske være respektløst over for Ole Falck, når mange andre får glæde af det. Derfor vil jeg lade det være op til dig at vurdere, om det er et udtryk for forbrugerismen. Jeg kan blot konstatere, at vi har med en storsamler at gøre, der har samlet i 60 år, som officielt er stoppet, medmindre den helt rigtige genstand kommer, og som nyder at tale med sine gæster og opleve deres beundrende blikke.